Gyldendal Busreklame

Normal

I september måned har de aarhusianske trafikanter mødt et syn i trafikken, som var langt fra normalt. Detailkæden Normal havde nemlig på kreativ vis fuldfolieret en bus, der helt sikkert har skabt maksimal opmærksomhed i bybilledet med den helt optimale timing.

En superflot kampagneeksekvering, som fortjent kåres som Månedens Kampagne i september.

 

Den rette timing til at række ud efter markedsandele

En vigtig forudsætning for effekten af en annoncørs marketingindsats er, at budskabet har den nødvendige relevans for modtageren. Den præmis har Normal udnyttet til fulde med deres kampagne, som har været på vejene i september.

For hvornår er det et godt tidspunkt at gøre lidt ekstra opmærksom på sig selv, når man er en detailkæde, der tilbyder forbrugerne ”helt normale varer til unormale priser”?

Det er det for eksempel i en periode, hvor supermarkederne igen og igen sætter priserne op, mens danskerne bliver mere bekymrede for, om pengene nu rækker!

Når de fleste busreklamers eksponeringer samtidig sker om eftermiddagen, hvor størstedelen af danskerne handler deres dagligvarer, har kampagnen de optimale forudsætninger for at få folk til at genoverveje deres fasttømrede indkøbsvaner – og besøge en af Normals butikker.

En svær marketingopgave løst med distinkt kommunikation

Forbrugeres indkøbsmønstre er dog noget af det sværeste at ændre på. Det kræver mere end blot normale reklamer på normale reklameflader.

Der skal ikke kun råbes højt nok til at fange folks opmærksomhed, der skal også kommunikeres, så folk rent faktisk gider at høre efter og bruge lidt af deres sparsomme tid på dit brand.

Her har Normal over tid skabt sig selv det optimale udgangspunkt for at lykkes med den marketingudfordring via en distinkt og konsistent kommunikation.

Det giver dem et stærkt fundament for at skabe effektfuld outdoor annoncering, da modtagerne hurtigt afkoder afsender og budskab, når de ser det letgenkendelige visuelle univers og den karakteristiske tone of voice.

Når Normal samtidig har placeret sit logo hele fem forskellige steder på reklamefladen, har de uden tvivl sikret sig selv en tårnhøj afsenderidentifikation.

 

Den ideelle kreative legeplads til Normals humoristiske univers

Humoren er et gennemgående element i Normals reklameunivers, hvilket gør en helfolieret bus til den ideelle kreative legeplads at slå sig løs på. Resultatet, synes vi, er blevet en fantastisk outdoor reklame, som har forvandlet en bus til en finurlig og sjov rullende tegneserie. En reklame, som helt sikkert har sat smil på læben på de fleste trafikanter, der har mødt den på sin vej.

Samlet set er dette en outdoor reklameeksekvering udover det normale, som mange annoncører kan lade sig inspirere af. Derfor ønsker vi endnu en gang Normal tillykke med den fortjente titel som Månedens Kampagne i september.

Annoncør
www.normal.dk

Medier
Fuldfolieret bus

Periode
Uge 36-39 2025

Geografi
Aarhus